Close to Home er et spekulativt arkitektonisk forskningsprojekt, som undersøger en af kerne udfordringerne i vore dages hastigt voksende verden – mental sundhed. Faciliteterne indenfor mental sundhed er ofte stigmatiseret og misforstået, institutionerne er typisk overdimensionerede, centraliserede og umenneskelige samt placeret langt væk fra brugerne og deres hverdag.

Baseret på en tværfaglig forsknings - og designproces, fremsætter dette projekt et lokalt alternativ placeret i Beijings urbane omgivelser, hvor behandlingstilbud indenfor mental sundhed er et akut behov. Hver intervention er fremstillet og præsenteret med omhu og illustreret igennem arkitektoniske præsentationsformer, heriblandt tegninger, modeller, animationer og en designmanual som undersøger potentielle arkitektoniske forandringer på tværs af byen. I dette tiltag for at styrke strukturerne i de eksisterende lokalsamfund og nærområder, undersøger dette projekt hvordan arkitektur kan spille en vigtig rolle når det kommer til at forbedre og styrke den mentale velfærd i vores byliv.

I de seneste 30 år har Kina gennemgået en økonomisk, social og urban udvikling i et hidtil uset tempo. Siden landet åbnede op for verdenshandlen i slutningen af 1970’erne har Kinas byer vokset sig større end nogensinde og store dele af befolkningen er flyttet fra landet til byen i søgen efter de omfangsrige muligheder som det urbaniserede Kina kan tilbyde.

Udviklingen har medført en enorm belastning på miljøet og infrastrukturen i byerne og har forårsaget en omfattende miljøforurening. I de seneste 10 år har der været megen diskussion om hvordan den kinesiske regering kan afbøde konsekvenserne og nedsætte forureningen.

For indbyggerne, har den stigende urbanisering haft konsekvenser for deres psykiske helbred, og det stress det fører med sig påvirker alle aspekter af det urbane liv.

Dette er relativt lidt diskuteret i Kina hvilket efterlader landet dårlig forberedt og i en svær position til at tage hånd om den omfattende mentale helbredskrise landet befinder sig i. 

Psykisk sygdom er nu den største helbredsmæssige udfordring i landet og den har allerede kostet mange liv og millioner af dollars. For at imødekomme omfanget af denne krise, må Kina foretage ændringer rettet mod det politiske system samt institutionerne fremfor stykkevise forbedringer, som ikke forbliver andet end lappeløsninger.

Landet har dog vist sig at have, måske i højere grad end noget andet land i moderne tid, en bemærkelsesværdig evne til at foretage omfattende ændringer over kort tid.

I løbet af de sidste 30 år har Kina udviklet sig fra overvejende at være et landbrugssamfund til at være et stadigt voksende industrisamfund, nu med seks gange så mange urbane områder end i 1981. Det er en urbanisering som lægger et massivt pres på dets befolkning, men som også har skabt en enorm kreativ kapacitet for forandringer, og som har medført at den kinesiske teknologiske revolution er allestedsnærværende i bylivet.

Om end den kinesiske regering er tøvende når det kommer til at udbygge deres politiske system, har de erklæret, at de forpligter sig, til at finde nye måder at behandle psykisk sygdom på. Men som vi har oplevet det i Europa og USA, vil forandringerne hen mod nye behandlingsmetoder med større sandsynlighed finde sted indenfor det teknologiske område fremfor det politiske.

Dette er en proces som arkitekter og byplanlægger må engagere sig i, da deres bidrag indenfor design af behandlingssteder er vigtigere end nogensinde - selvom byen fortsat udvikler sig teknologisk digitalt og virtuelt.

I takt med, at det urbane storbyliv i Kina i stadig stigende grad blive digitaliseret; og sociale relationer bevæger sig imellem at være offline og online, burde “sundhedssystemet (herunder det mentale sundhedsområde) nærmere blive anset som et netværk fremfor afgrænsede og lukkede institutioner.”



Der er spændende muligheder for Kina i at udvikle et nyt netværk som, igennem et holistisk udvalg af nyere medier, fra VR til sociale netværk, udbyder det mentale sundhedssystem  samtidig med at fastholde det som allerede fungerer og som er nødvendigt at bevare i den traditionelle kinesiske urbane kultur. I dette netværk, skal de steder som arkitekter og byplanlæggere designer forstås som holdepunkter i det netværk eller område, der påvirker og bliver påvirket af andre aktører hvor det i stigende grad ikke kan afgrænses hvad der finder sted ’udenfor’ eller ’indenfor’ et område.

Gennem tidligere forskning har jeg fået større forståelse for de traditionelle Hutong områder i Beijing med projektet ‘HomeMaking’.
Her fik jeg indblik i hvordan lokalsamfundet tilpassede sig de voksende krav den urbane, økonomisk og teknologisk udvikling stiller.

Jeg oplevede en utrolig ukuelighed og omstillingsevne blandt lokalbefolkningen på trods af den hastige udvikling, og at potentialet for succes var baseret på et historisk stærkt netværk af sociale relationer og en åbenhed overfor samt brug af nye digitale kommunikations platforme. Disse nye kommunikationsforme skaber ligeledes nye metoder for social og økonomisk produktivitet.

While the scale of the crisis spans the entire country, this project proposes a series of interventions that form the basis of a Design Manual, speculating on a possible alternative trajectory for Chinese urban mental health care.

The project focuses on a test site for these proposals, offering programs that are largely absent from the current mental health system. These interventions will support community awareness, early diagnosis and also recovery support and community reintegration for patients.

Architectural interventions, which are described in detail in the design guide, are intended to be strategically placed across the city fabric in relation to specific site opportunities and programmatic needs.

The main node in the network of interventions, the urban mental-wellness clinic, focuses on offering the space for diagnosis, treatment and rehabilitation within the densely populated hutong community.